VåBENANSVARLIG På BALDWIN-FILM FåR 18 MåNEDERS FæNGSEL

En dommer i den amerikanske delstat New Mexico har idømt Hannah Gutierrez-Reed, der var våbenansvarlig på Alec Baldwin-filmen "Rust", 18 måneders fængsel for uagtsomt manddrab.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Du gjorde et sikkert våben til et dødbringende våben, sagde dommeren under domsafsigelsen henvendt til den nu dømte Hannah Gutierrez-Reed.

Filmfotograf Halyna Hutchins blev dræbt på settet for westernfilmen "Rust", da hun ved en fejl blev skudt i maven.

Den amerikanske skuespiller Alec Baldwin, der var hovedrolleindehaver og producer på filmen, og som førte pistolen, da Hutchins blev skudt, er også tiltalt for uagtsomt manddrab. Han nægter sig skyldig.

Baldwin afviser, at han trykkede på aftrækkeren. Hans sag starter 10. juli.

27-årige Hannah Gutierrez-Reed blev i marts dømt skyldig i uagtsomt manddrab for at have ladt Alec Baldwins pistol med skarp ammunition under optagelserne til "Rust" og dermed uagtsomt at have medvirket til drabet på 42-årige Halyna Hutchins.

Gutierrez-Reeds forsvarer anmodede ved domsafsigelsen for en mulighed for prøveløsladelse, mens anklagerne argumenterede for, at hun skulle afsone alle 18 måneder.

Hannah Gutierrez-Reeds sidste ord i retten var grådkvalte.

- Jeg er ked af den måde, medierne gjorde tragedien til en sensation og portrætterede mig som et komplet monster, sagde hun.

Hendes forsvarer har under hele sagen sagt, at hun er blevet syndebuk for en forbrydelse, som ledelsen på filmen bærer ansvaret for.

Anklagemyndigheden har modsat argumenteret for, at Gutierrez-Reed har udvist "mangel på anger".

Hændelsen fandt sted i oktober 2021. Hutchins blev skudt og dræbt, da Baldwin pegede sin pistol mod filmfotografen og tog ladegreb.

Det var ikke meningen, at våbnet på settet på "Rust" skulle være skarpladt.

Baldwin har tidligere sagt, at der var tale om en ulykke, og at han mener, at han ikke var ansvarlig for Hutchins' død.

Derudover har Hollywood-stjernen udtalt, at det ikke var hans ansvar at kontrollere pistolen, og hvad den var ladt med.

/ritzau/

2024-04-15T18:15:40Z dg43tfdfdgfd